I am born in 1950 in Copenhagen and educated at Danish Design School at the section for Drawing and Graphics, 1968 - 1972. I extended my stay at the school with one year to study the Art of Photography.

I worked for a while as a professional press photographer, but it didn't fit into my private life as I had become a father around the same time, as I started as a photographer. So I had some trivial jobs to concentrate my energy on my daughter, Nana, before I started to work as a graphic artist and photographer. A job I still have today.

In May 1976 I was the Photographer of the Month in the leading Danish photographic magazine, Foto, and the interview can be read below (in Danish):

 

Resultatet af et ungdomsoprør

For Eric Klitgaard (25) kom ungdomsoprøret i 1969 som en kærkommen ting. Han gik på kunsthåndværker-skolen, og havde et enormt behov for at bryde med de kommercielle ræs. Idag er han en af vore dygtigste creative fotografer - men må leve af et halvdagsjob, der ikke har noget med fotografi at gøre.

Af Tage Poulsen

Jeg fik min uddannelse på Kunsthåndværkerskolen. En uddannelse, der sigtede mod at tilfredsstille den benhårde, dødkommercielle reklamebranches behov for tegnere og grafikere.
Allerede da jeg havde gået der et års tid, fandt jeg ud af, at reklame ikke lige var mig. Så begyndte jeg at løse alle mine opgaver med fotografik i den hensigt at udvikle mig som fotograf.
Samtidig kom ungdomsoprøret til skolen, og vi var nogle stykker, der helt brød med skolens kommercielle linie, og dannede en slags skole i skolen. Den kunne minde om en slags Mini-Kunstakademi.
Jeg arbejdede konsekvent med fotografi, i modsætning til mine klassekammerater, og min afgangseksamen - den var fotografi.
Oprindelig troede lærerne vist, at det med at ta' billeder, det bare var noget med at trykke på knappen. Men jeg fik dem overbevist om, at det er den samme kamp, - de samme kriser, - den samme menneskelige indsats, man skal igennem, som når man laver grafik og tegning.

Min anti-foto tid
Jeg havde en tid på skolen, som jeg kalder min anti-foto-tid. Det var en tid, hvor jeg gik imod alle normale regler for fotografi. Jeg lavede bevidst dårlige billeder. Jeg brugte billige kameraer. Kameraer med linser, der forvrængede, og tegnede uskarpt.
Billederne jeg lavede, var ikke noget særligt, men jeg lærte at frigøre mig fra teknikken, fra kompositionsreglerne, og fra alle de fordomme, der knytter sig til opfattelsen af billeder. At piger skal være smukke og dejlige. At portrætter skal ligne, og at billeder skal være skarpe.
Jeg lavede bevidst grimme piger, - og portrætter, der ikke lignede, og som folk blev sure over. Jeg fremhævede deres karakteristika og deres personlighed, også selv om de ikke var skønhedsidealer.
Den tid gav mig billedopbygning pr. rygmarv, en frigjorthed overfor teknikken, og at jeg nu kan ta' billeder helt intuitivt.

Da jeg var professionel
Et af mine mål var at blive et eller andet professionelt inden for fotografien. Det lykkedes også. Jeg kom til at arbejde sammen med en ret kendt pressefotograf. Vi fotograferede til de fleste danske dag og ugeblade. Bl.a. Express og Dansk Familieblad.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke samtidig kunne dyrke min creative, kunstnerisk betonede fotografi. Den gik simpelthen ikke sammen med det professionelle. Hele tiden skulle man leve op til, eller rettere ned til tilfældige bladredaktørers ikke særlig udviklede billedsyn.
Jeg lavede engang et billede fra en vigtig afstemning. En pige skarpt i forgrunden, med hånden oppe, og let uskarpt i baggrunden en masse mennesker, osse med hånden oppe. Et visuelt spil på forgrund/baggrund. Det billede gjorde at mange redaktionschefer simpelthen ikke mere ville bruge mig. De ville have det hele skarpt. Man sku' ku' se, hvad billedet forestiller. Basta.
Som pressefotograf lærte jeg intet creativt. Absolut intet. Men jeg lærte en meget avanceret mørkekammerteknik. At presse filmen. At efterkopiere, o.s.v.
Idag sigter jeg mere mod at være en slags professionel amatør. Jeg arbejder på deltid, med noget der slet intet har med fotografi at gøre. På et musikbibliotek. Det giver mig rigelig fritid til at dyrke min fotografi.

Antydningens kunst
Jeg prøver at fotografere, så man kan se, at der er noget bag billedet. At der er andet og mere end det, der netop er vist på billedfladen.
Når man for eksempel ser en skygge, så forestiller man sig, et eller andet, der danner denne skygge. Jeg synes, det er for direkte at vise selve tingen. Jeg vil hellere vise den skygge, tingen kaster, eller de spor der er afsat efter tingene.
Jeg vil på en måde bringe beskueren uden for billedrammen, - i overført betydning. Han må forestille sig, at der er en anden dimension, end de to dimensioner, der er præsente-rede på billedfladen. Man kunne tænke sig, at det er en måde, at lave tredimensionale billeder på. Dette at lade tingene ske udenfor billedfladen, og lade beskueren selv forestille sig dem, - lade dem opstå som en slags tankevirksomhed. Det er en slags an-tydningens kunst.

Den sorte ramme
Den sorte ramme uden om billederne er meget vigtig for mig. Jeg laver aldrig udsnit af mine billeder, for jeg vil vise, at det er det autentiske billede, beskueren står overfor. Det billede jeg har set, og taget på stedet.
Jeg laver min komposition indenfor denne ramme, og mine kompositionselementer spænder helt ud til denne ramme. Mange af mine billeder eksisterer for en stor del i kraft af denne sorte ramme. De er holdt oppe af den. Rammen er kameraets naturlige afgrænsning af negativet. Det er den, jeg komponerer indenfor.
Det er skrækkeligt at se, at selv fotoblade kan finde på at skære i ens billeder, og tegne en ny sort ramme med speedmaker.

Forløjet gammelmandsromantik
Jeg bryder mig ikke om almindelige pigebilleder som Rapport og Playboy viser dem. Engang var Sam Haskins og David Hamilton mine store idealer. Nu synes, jeg de er nogle forløjede romantikere. De mestrer teknikken, men render rundt med nogle romantiske gammelmandsforestillinger om, at sådan skal unge piger ta' sig ud.
For mig er det et arbejde med former, rum, lys og skygge. Mine pigebilleder er studier over disse ting.

 

Interview by Tage Poulsen t© 1976

 

BACK TO MAIN